Sandplay
Hvad er sandplay?
Sandplay er udviklet i London i 1940'erne af børneterapeut Margaret Lowenfeld. Inspireret af hende videreudviklede den schweiziske jungianske analytiker Dora Kalff metoden.

Sandplay er et terapeutisk værktøj, som tager udgangspunkt i menneskets oprindelige evne til at symbolisere, bearbejde og aktivere de selvhelende muligheder.

Gennem tid kan man nænsomt bearbejde sin indre smerte og derigennem reparere og genopbygge sin personlighed.

Hvordan gør man?
Konkret foregår sandplay i et rum, hvor der er to små sandkasser og hylder med mange forskellige symbolfigurer.

Man bruger sin fornemmelse for, hvordan man vil arbejde. Man kan arbejde med sandet - vådt eller tørt.
Man vælger de figurer, som umiddelbart "taler" til en og placerer dem efterhånden i sandkassen, hvorved man langsomt opbygger sit eget personlige billede.

billede
Tryk for at gøre billedet stort


Sandplay - et terapeutisk rum for børn
Børn har oftest en umiddelbar tilgang til sandplay, da figurer, sand og sandkasser er naturlige elementer i barnets verden.

Sandkassen er et afgrænset og beskyttet sted, hvor barnet gennem legen kan udleve og bearbejde sin indre smerte, sorg, frustrationer og konflikter.

Sandplay stiller ingen krav til barnet om samtale eller produkt. Legen foregår på barnets præmisser og i barnets tempo.

Bearbejdningen foregår i den konkrete leg, og udtrykkes gennem figurerne, som er til rådighed. På samme tid leger/fortæller barnet sin historie og gennemlever en psykisk bearbejdning, som kan være udenfor sprogets og bevidsthedens tilgang.

Da barnet ikke er alene om forløbet, men har terapeuten som medlevende vidne vil det ofte opleve at blive forstået på et dybere ordløst plan. Samtidig hermed oplever barnet at terapeuten kan modtage dets smerte og være med til at bære virkeligheden, hvilket skaber en aflastning for barnet.

Sandplay henvender sig til børn fra ca. 4 år.

Hvis dit barn viser signaler på ikke at trives kan sandplay-terapi være en mulighed for at give det plads og rum til at bearbejde og udvikle balance.
Symptomer kan være:
  • Indadvendthed
  • Tristhed
  • Aggressivitet
  • Indlærings-vanskeligheder
  • Frygt
  • Tilknytningsvanskeligheder
  • Mistillid
  • Urolig adfærd
Barnet kan også være så føjeligt og nemt, at der kan være grund til mistanke.

Barnet kan have fysiske symptomer, som lægen ikke kan finde årsagen til (psykosomatik).

Gennem sandplay kan barnet bearbejde svære følelsesmæssige oplevelser, f.eks. i forbindelse med:
  • Tab eller adskillelse
  • Omsorgssvigt
  • Overgreb, vold eller vidne til samme
  • Store skuffelser
  • Alvorlig sygdom hos nære personer
  • Familiens skilsmisse
Forældrenes opbakning
For barnets udviklingsproces er det vigtig, at forældrene/omsorgspersonerne viser deres villighed til opbakning og ansvar.

Dette betyder at forældrene/omsorgspersonerne sideløbende med barnets Sandplay-terapi deltager i et samtaleforløb.

På denne måde signalere de, at barnets og familiens situation og trivsel er deres ansvar og de er villige til at skabe plads til bearbejdning og forandring.

Samtale forløbet sammensættes i forhold til familiens konkrete situation og behov.

Sandplay - også et terapeutisk rum for voksne
Voksne, som har svært ved at sætte ord på følelser eller som bruger mange ord/intellektualisere, kan have gavn af, at bearbejde gennem sandplay.

Sandplay giver mulighed for at man kan bearbejde dybe, ubevidste og evt. fortrængte oplevelser, da den ordløse bearbejdning giver adgang til det ubevidste.

Sandbilledet kan beskrives som et spejlbillede af ens indre, hvilket kan give større forståelse og selvindsigt. På denne måde kan man betragte sig selv/sit selvbillede - se nuancerne og sammenhængene, mærke reaktionerne og stemninger - og derigennem opnå forståelse og muligheder for handlinger.

Nogen gange vil man opleve at man ikke kan sætte ord på eller forklare billedets betydninger, alligevel vil de selvhelende kræfter træde i kraft, da man bearbejder gennem billedopbygningen. På denne måde vil man gennem tid opleve en forløsning, som frigør psykisk energi.

Sandplay-terapi kombineres med samtaleterapi.